Nyheder
Arbejdsgiveren: Viljen til at yde er vigtigst
For arbejdsgiveren er det blevet en svær øvelse at rekruttere. Særlig vanskeligt er det at finde de rigtige mennesker, der har den rette indstilling, lysten og viljen til at gå gulvvejen
Gulventreprenørvirksomheden Hammelsvang Erhvervsgulve, der har afdelinger i Silkeborg, Randers og Hasselager, tager løbende lærlinge ind. I øjeblikket har virksomheden ni i lære som gulvlæggere.
– Når vi tager de unge ind i lære, ser vi især på, hvilken holdning personen har til det at arbejde. Det vigtigste er, at de er parate til at yde noget og virkelig gerne vil gulvfaget. Er det i orden, så tager vi dem ind i et praktikforløb på tre måneder, hvor vi kigger hinanden lidt an. De går på lageret og lærer jargonen på virksomheden at kende. Mens vi ser, om de kan møde til tiden. Går det godt, får de en lærlingekontrakt. Vi vil hellere tage investeringen nu, hvis vi får et godt tilbud, så vi løbende får lærlinge igennem forløbet, siger Mogens Hammelsvang, direktør for Hammelsvang Erhvervsgulve.
Vanskeligere at engagere
Hos Hammelsvang er de meget bevidste om, at det til gengæld også kræver noget af virksomheden, at fastholde svendene og tiltrække lærlinge.
– Det er blevet vanskeligere de seneste år at engagere medarbejderne og få dem til lige at blive en time ekstra. De skal have det godt, så hvert andet år tager vi på en udenlandstur, hvor de også kan tage konerne med. Senest var vi i Krakow og se Auschwitz. Vi tager til fodboldkampe hos hinanden, og driller hinanden lidt, fordi vi har forskellige favorithold. Og så har vi en årlig golfturnering. Vi fejrer runde fødselsdage og mærkedage og holder julefrokost sammen. Ind imellem smider vi pølser på grillen og hygger os efter arbejdstid. Fagligt inspirerer vi hinanden ved at sende billeder til hinanden af vores arbejde, fortæller Mogens Hammelsvang.
Når det gælder om at gøre sine hoser grønne for lærlinge, tager Hammelsvang Erhvervsgulve også initiativer:
– Der er ingen firkantede løsninger. De unge er meget forskellige og skal behandles derefter. Vi har en montør og en konduktør, der er ansvarlige for lærlingene. Vi har fornemmelse af, at det er vigtigt for lærlinge, at de har en person, som de kan gå til og snakke om detmed, hvis der opstår problemer. De holder møder tre-fire gange om året, tager til DM i Skills og ud at bowle. Som virksomhed bakker vi det op, ved at de får løn på disse ture, og vi betaler for, at de får noget at spise. Det giver også et godt kammeratskab, at de får lejlighed til at snakke sammen, siger Mogens Hammelsvang.
Hammelsvang Erhvervsgulve markedsfører gulvfaget over for de unge på Teknisk Skole i Århus, ved at virksomhedens konduktør kommer og fortæller om faget.
Foto: – Når vi tager de unge ind i lære, ser vi især på, hvilken holdning personen har til det at arbejde. Det vigtigste er, at de er parate til at yde noget og virkelig gerne vil gulvfaget, siger Mogens Hammelsvang, direktør for Hammelsvang Erhvervsgulve.
Kilde: www.magasinetgulv.dk
Har du brug for hjælp?
Tag fat i din lokale fagmand
Et stort produktudvalg er ikke nok til at komme i mål med store projekter. Du har brug for en lokal fagmand med stor ekspertise for at få den rigtige løsning til dit projekt.