Nyheder
Blandt de største i Danmark: Hammelsvang rykker til Horsens
Et af Danmarks største gulvfirmaer, Hammelsvang Erhervsgulve, overtager Arki Gulve, der har adresse i Samsøgade. Horsens: Et af Danmarks største gulvfirmaer er kommet til Horsens.
Det ligger fast, efter ejeren af Arki Gulve i Samsøgade, Carsten Nielsen, har solgt sin virksomhed gennem et kvart århundrede til Hammelsvang Erhvervsgulve, der har afdelinger i Aarhus, Silkeborg og Randers.
Ny mand i spidsen for Arki Gulve, der trods overtagelsen beholder sit navn, er Henrik Andersen, der er en del af lederteamet i Hammelsvang Erhvervsgulve.
– Vi har kendt Carsten Nielsen gennem mange år, så da han besluttede sig for at trække sig ud af virksomheden, var det oplagt at henvende sig til os. Vi vil køre Arki Gulve videre i samme ånd, som Carsten har gjort det i 25 år, siger Henrik Andersen.
Arki Gulve, der beskæftiger tre fastansatte og en række freelancere, specialiserer sig inden for tæpper, vinyl-, linoleum- og trægulve.
Carsten Nielsen fortsætter i et nyt selskab, Arki Consult, der beskæftiger sig med rådgivning og installation af undergulve.
Løst mange opgaver i Horsens
Hammelsvang Erhvervsgulve beskæftiger i alt cirka 100 medarbejdere. Firmaet blev stiftet af Niels Hammelsvang for 55 år siden og bliver i dag drevet af hans søn Mogens Hammelsvang.
Firmaet løser både store og små opgaver og har de seneste år været særlig beskæftiget med sygehuse.
– Vi har blandt andet lavet 100.000 kvadratmeter gulv på Skejby Sygehus og skal snart lave 50.000 kvadratmeter på Gødstrup Sygehus, siger Henrik Andersen.
Også Horsens Sygehus har gennem årene haft jævnligt besøg af ansatte fra Hammelsvang Erhvervsgulve.
– Vi har generelt løst mange opgaver i Horsens, blandt andet for Torntoft og Mortensen, og Horsens har altid været en interessant by for os. Derfor passer det os godt, at vi nu er rykket fast til byen, siger Henrik Andersen.
Kilde: https://hsfo.dk/erhverv/Blandt-de-stoerste-i-Danmark-Gulvfirma-rykker-til-Horsens/artikel/186824
AF: CLAUS SKOVHOLM
Horsens Folkeblad
Publiceret 17. september 2018 kl. 07:01
Har du brug for hjælp?
Tag fat i din lokale fagmand
Et stort produktudvalg er ikke nok til at komme i mål med store projekter. Du har brug for en lokal fagmand med stor ekspertise for at få den rigtige løsning til dit projekt.